-
OVERBLIK: Børsens dragespir kollapsede efter en times brand
المصدر: BDK Borsnyt / 12 نوفمبر 2024 03:30:36 America/Chicago
Tirsdag den 16. april om morgenen brød den historiske Børsen i København i brand. Flammerne omsluttede time for time større dele af den 400 år gamle bygning. Tirsdag har Københavns Politi indstillet efterforskningen uden at have fundet frem til brandårsagen. Læs et overblik over flere nedslagspunkter fra branden her: * Branden opstod tirsdag morgen den 16. april omkring 7.30. Den første brandalarm gik klokken 07.36. Kort efter klokken otte var det ikoniske spir på bygningen omringet af kraftige flammer. * Omkring klokken halv ni kollapsede spiret. I perioden efter viste billeder, at røgen og flammerne spredte sig til bygningens del op mod Christiansborg. * Flere bygninger omkring Børsen blev hurtigt evakueret, og veje blev spærret, så beredskabet kunne gøre sit arbejde. * Ekstra mandskab blev i løbet af den skæbnesvangre tirsdag tilkaldt for at hjælpe til med slukningsarbejdet og andet som følge her af. * Forsvaret tilkaldte 40 værnepligtige fra Livgarden til blandt andet at sikre værdigenstande. Også ekstra beredskab blev kaldt til København. * Klokken 16 om tirsdagen lød det fra beredskabsdirektøren, at branden i Børsen var kommet under kontrol, og at efterslukningsarbejdet dermed var i gang. * To dage efter branden styrtede dele af Børsens ydermure i den halvdel af bygningen, der udbrændte, sammen. Efterfølgende blev der brugt 15 ton metalrør til at forstærke den resterende del af facaden fra at kollapse. * Ingen kom til skade ved branden, og det lykkedes også at redde stort set alle de værdifulde kunstgenstande - herunder blandt andet en række malerier - der befandt sig i den historiske bygning. * Københavns Politi overdrog bygningen til dens ejer, Dansk Erhverv, en måned efter, da politiet var færdige med brandundersøgelserne. Der var det dog for tidligt at konkludere noget om brandårsag, da der fortsat var en del for politiet at efterforske. * Tirsdag 12. november indstiller Københavns Politi efterforskningen uden at have fundet frem til brandårsagen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/overblik-boersens-dragespir-kollapsede-efter-en-times-brand